Velkommen til Tollerhunden.dk

Udseende

Størrelse mm

Tolleren er af middel størrelse, en stærk, kompakt, afbalanceret, muskuløs hund, med medium til kraftig knoglebygning. Tolleren skal være så stærk, at den er i stand til at apportere en stor gås uden besvær! Den skal vise høj grad af smidighed, være kvik og beslutsom. Mange Tollere har et lidt bedrøvet udseende, indtil de skal i gang med at arbejde, så skifter udtrykket til intens koncentration og begejstring. Under arbejdet er Tolleren hurtig og adræt, med hovedet båret næsten i linie med ryggen og den buskede hale i konstant bevægelse. Halen skal være over ryglinie, men må IKKE røre ryggen.

Ideel størrelse: en voksen han måler fra 48-51 cm og vejer 20-23 kg, tæver måler fra 45-48 cm og vejer omkring 17-20 kg. 2,5 cm over og under idealhøjde er tilladt. Vægten skal selvfølgelig stå i forhold til højde og knoglebygning.

Pelsen

Tolleren er opdrættet til at apportere fra isfyldt vand og skal have en vandafvisende dobbelt pels af middel længde og blødhed, med en blød tæt underuld. Pelsen kan have lidt bølger på ryggen men er ellers glat. Hos nogle ses lange bløde krøller på halsen, når hunden er i vinterpels. Pelsen er blød på halsen og bag ørerne. Bag på lårene ses mere eller mindre kraftige "bukser". Fanerne på forbenene er moderate. farven varierer i forskellige nuancer af rød, med lysere farve på faner og halens underside. Sædvanligvis ses hvide aftegn mindst på et at følgende steder: halespids, poter (må ikke gå længere op end "knæled"), på brystet eller som blis. Pigment på snude, læber og øjenrande skal matche pelsens farve eller være sort.

Pelsen er let at holde, det er blot nødvendigt at børste hunden jævnligt. Ind imellem er det nødvendigt at trimme ører og poter. Pelsen på selve ørerne skal være kort og glat. Hos nogle ses tendens til, at hårene vokser meget lange på selve øreflippen, disse lange hår rykkes af, må aldrig klippes af. Øverst på øreflippen må der gerne lidt længere hår.

På poterne kan hårene også vokse ret meget, her klippes de væk. Under poterne klippes plan med trædepuderne. Ovenpå klippes så der fremkommer en pæn formet pote. Der klippes ikke mellem tæerne, så det ligner en kattepote.

Resten af pelsen skal der ikke gøres noget ved. Tolleren skal gerne fremstå som den naturlige hund, den er. Vask af hunden skal i videst mulig omfang undgås. Ved for ofte vask ødelægges hudens fedtlag, hvilket kan medføre en mat og skællende pels. Tollerens pels er både vand-og smudsafvisende, ofte er en tur i søen tilstrækkelig vask for en Toller.

 Læs mere om udseende HER